WikiFox

Marsere (Italien)


(Omdirigeret fra Marserne_(Italien))

For alternative betydninger, se Marserne (Tyskland).

Marserne var et af folkeslagene i antikkens Italien, og deres hovedby var Marruvium (det nuværende San Benedetto dei Marsi) på østsiden af Fucinersøen. Det område, de beboede, kaldes nu Marsica, og er en del af provinsen L'Aquila i regionen Abruzzo.

Det marsiske område (nederst til højre) er markeret som "MARSI" og er det bjergrige landskab syd og øst for Fucinersøen ("Fucinus L.").

Indholdsfortegnelse


Historie

Den tidligste omtale af marserne fortæller, at de indgik i en alliance med vestinerne, pelignerne og marrucinerne. [1] De sluttede sig til samnitterne i deres krig mod Rom i 308 f.Kr.,[2] og da de blev overvundet, blev de Roms allierede i 304 f.Kr.[3] Et kortlivet opstand to år senere betød, at de mistede noget af deres landområde,[4] men de fik lov til at genindtræde i alliancen med Rom, og de forblev loyale indtil Forbundsfællekrigen. Deres soldater[5] blev altid betragtet som de bedste blandt de italienske stammer.[6] I forbundsfællekrigen, der på grund af marsernes fremtrædende rolle også kaldes den Marsiske Krig, kæmpede de modigt mod den romerske overmagt. De blev ledet af Quintus Poppaedius Silo, og skønt de blev slået flere gange, endte krigen med, at de fik de ønskede rettigheder som romerske borgere. Marsierne var er hårdført bjergfolk, berømte for deres mod. Der findes en talemåde om, at Rom aldrig triumferede over dem, og heller ikke triumferede uden dem. (Appian). De var også kendt for deres præster og troldmænd, som ofte gjorde brug af slangetæmning og anvendte særprægede remedier.

Marserne boede i den sydligste del af det umbriske sprogområde ("Umbrian").
Denarius af sølv, fra det Marsiske Forbund i perioden under Forbundsfællekrigen, (89 f.Kr.). Inskriptionen "Italien" er på oskisk.

Sprog

Marserne talte oprindeligt en dialekt af det umbriske sprog, som er en del af den italiske sprogstamme. Latin, som blev talt af romerne, var oprindeligt et meget lille italisk sprog, men det blev udbredt i takt med Roms ekspansion.

Den romerske koloni Alba Fucens, der lå tæt ved det nordvestlige hjørne af Fucinersøen, blev grundlagt i 303 f.Kr. i det område, der ellers tilhørte æquerne, og den bragte marserne i tættere kontakt med de latinsk-talende romere. Kontankten blev endnu tættere, da kolonien Carsioli (tæt ved det nuværende Carsoli), blev oprettet i 298 f.Kr., ligeledes i æquernes område. Påvirkningen fra det latinske sprog påvises af den tyske historiker Mommsen,[7] der pågeger, at de mønter Quintus Silo slog under forbundsfællekrigen, brugte det latinske ord "Italia," mens de øvrige oprørsledere på nær én udstedte mønter med inskription på oskisk.

Den vigtigste vidnesbyrd om det lokale sprog skyldes gudinden Angitia, hvis tempel stod ved det sydvestlige hjørne af Fucinersøen, nær den nuværende landsby Luco. Hun (eller de, for navnet er i flertal i latinske inskriptioner) blev dyrket i det centrale højland[8] som gudinde for helbredelse, og hun havde en særlig kur mod slangebid, bestående af besværgelser og urter fra de marsiske skove. Hendes tilhængere brugte – og bruger – naturligvis de samme remedier.[9] Marsernes land blev af romerne anset for at være hjemstedet for trolddom.[10]

De lokale inskriptioner fra perioden 300 til 150 f.Kr. viser, hvordan det latinske sprog vandt indpas i Marsien, og hvordan marserne tilpassede det, blandt andet ved at bruges oskisk-umbriske endelser i nogle af ordene, for eksempel ved at ændre -tio- til -tso-.


Litteratur

  • Encyclopædia Britannica, 1911
  • R. S. Conway, The Italic Dialects, s. 290-294.

Noter

  1. ^ (Livius viii. 29, cf. viii. 6, og Polybius ii. 24, 12)
  2. ^ (Liv. ix. 41)
  3. ^ (Liv. ix. 45)
  4. ^ (Liv. x. 3)
  5. ^ (e.g. Liv. xliv. 46)
  6. ^ (f.eks. Horats Odes ii. 20, 18)
  7. ^ (Unteritalische Dialekten, p. 345)
  8. ^ (Sulmo, C.I.L. ix. 3074, Furfo Vestinorum, ibid. 3515)
  9. ^ (se A de Nino's charmerende samling af Usi e costumi abrusszest)
  10. ^ see Hor. Sat. i, 9, 29, Epod. 17, 28, &c.




Kilde


Oplysninger pr.: 16.10.2021 09:14:18 CEST

Kilde: Wikipedia (Forfattere [Historie])    Licens af teksten: CC-BY-SA-3.0. Ophavsmænd og licenser til de enkelte billeder og medier kan enten findes i billedteksten eller vises ved at klikke på billedet.

Ændringer: Designelementer blev omskrevet. Wikipedia-specifikke links (som "Redlink", "Edit-Links"), kort og navigationsbokse blev fjernet. Også nogle skabeloner. Ikoner er blevet erstattet med andre ikoner eller fjernet. Eksterne links har fået et ekstra ikon.

Bemærk venligst: Da det givne indhold automatisk er hentet fra Wikipedia på det givne tidspunkt, var og er det ikke muligt at foretage en manuel kontrol. WikiFox.org garanterer derfor ikke for nøjagtigheden og aktualiteten af det erhvervede indhold. Hvis der er en information, som er forkert på nuværende tidspunkt eller har en ukorrekt visning, er du velkommen til at kontakte os: e-mail.
Se også: Juridisk meddelelse & Fortrolighedspolitik.