WikiFox

Romerske kongerige



Romerske kongerige
753 f.Kr.509 f.Kr.
Romerske republik
509 f.Kr.27 f.Kr.
Romerriget
27 f.Kr.1453

Almindelige magistrater
Særlige magistrater
Titler og æresbevisninger
Romersk kejser
Institutioner og love
Roms forfatning
Del af historieportalen

De romerske konger regnes traditionelt for rigets første statsoverhoveder og siges at have styret Rom og dets besiddelser fra byens grundlæggelse i 753 f.Kr. til republikkens indførelse i 509 f.Kr. Omkring tiden 700 f.Kr. var Rom ikke meget andet end en ganske lille, primitiv landsby under stor indflydelse fra etruskerne, som var langt højere udviklet på denne tid, hvor de styrede det meste af det centrale Europa. Etruskernes indflydelse på Rom havde stor betydning for, hvordan byen senere udviklede sig til at blive det kæmpe verdensrige, som vi kender i dag, bl.a. pga. etruskernes dygtige ingeniører og byplanlæggere, der i nogen grad lærte romerne at bygge med bronze og jern.

I kongedømmet herskede der ubestridt autokrati, kongen havde den absolutte myndighed over alle statssager, heriblandt kommandoen over hæren, samt var dommer for samtlige borgere og byens øverste præst med kontakt til guderne. I den senere kongetid voksede byen dog, og kongen indså, at han ikke kunne styre det hele uden en eller anden form for rådgivning, derfor udvalgte han en række familieoverhoveder (pater familias) i en række fremtrædende famiier. Disse skulle så være hans rådgivere, og dermed blev Det romerske Senat formet.

I kongetiden skete der også en række reformer, som skulle vise sig at have stor indflydelse for romerrigets ekspansion senere hen, bl.a. en reform af hæren, som gik ud på, at det ikke længere var de fornemmeste rige slægter, som udgjorde hæren, men at de almindelige borgere, som havde råd til at købe en læderrustning, skjold og spyd også kunne indtræde i hæren. (Gaius Marius videreudviklede dette, da han i 107 f. kr. gjorde det muligt for selv klasseløse at være en del af hæren). Dette medførte en større politisk bevidsthed og gav selvtillid hos borgerne og gjorde, at hærens magt og statens politiske magt blev forenet.

I 509 f.Kr. blev republikken indført, efter at en flok fremtrædende familier under ledelse af Lucius Junius Brutus (forfader til Marcus Junius Brutus, der var med til at dræbe Gaius Julius Cæsar), tvang den sidste konge Tarquinius II Superbus og hans familie til at flygte i eksil.

Alle kongerne er mere eller mindre sagnagtige, og nedennævnte regeringsperioder og dødsmåder skal derfor tages med størst muligt forbehold. Kun de sidste tre afspejler formentlig historiske skikkelser, muligvis magtkampe mellem etruskiske og romerske herskerslægter.

  • Romulus (ca. 753-717 f.Kr.)
  • Numa Pompilius (ca. 717-672 f.Kr.)
  • Tullus Hostilius (ca. 672-641 f.Kr. – påstås dræbt ved lynnedslag)
  • Ancus Marcius (ca. 641-616 f.Kr.)
  • Tarquinius I Priscus (ca. 616-579 f.Kr. – myrdet)
  • Servius Tullius (ca. 579-534 f.Kr. – myrdet)
  • Tarquinius II Superbus (ca. 534-509 f.Kr. – afsat)


HistorieSpire
Denne historieartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den .




Kilde


Oplysninger pr.: 16.10.2021 04:51:26 CEST

Kilde: Wikipedia (Forfattere [Historie])    Licens af teksten: CC-BY-SA-3.0. Ophavsmænd og licenser til de enkelte billeder og medier kan enten findes i billedteksten eller vises ved at klikke på billedet.

Ændringer: Designelementer blev omskrevet. Wikipedia-specifikke links (som "Redlink", "Edit-Links"), kort og navigationsbokse blev fjernet. Også nogle skabeloner. Ikoner er blevet erstattet med andre ikoner eller fjernet. Eksterne links har fået et ekstra ikon.

Bemærk venligst: Da det givne indhold automatisk er hentet fra Wikipedia på det givne tidspunkt, var og er det ikke muligt at foretage en manuel kontrol. WikiFox.org garanterer derfor ikke for nøjagtigheden og aktualiteten af det erhvervede indhold. Hvis der er en information, som er forkert på nuværende tidspunkt eller har en ukorrekt visning, er du velkommen til at kontakte os: e-mail.
Se også: Juridisk meddelelse & Fortrolighedspolitik.